Fem hurtige malertips

 

- Fem hurtige tips til en flot finish, når du maler

I virkeligheden skal der ikke ret meget til, for at få malingen på væggene til at se ekstra flot ud. Jeg har her samlet fem tips, som lige løfter niveauet en smule på malerarbejdet. Det er detaljer, men det er også dem, der gør udslaget. 

Og så er det vigtigt at understrege, at det her ikke er en guide til alt det praktiske om afdækning, pensler og ruller. Dem kan du hurtigt finde på Google. Mine tips går udelukkende på at løfte finishen på dit malerarbejde. 

1. Vælg en mat maling

Mat maling med en glans 01-05 giver væggene et pudset look og får farverne til at fremstå meget ensartet, da malingen ikke reflekterer så meget lys. En maling med en højere glans kan let komme til at virke lidt “billigere” i udtrykket (synes jeg). 

1C551186-C550-4CC0-8289-E4CD7DAAA0A4.JPG

2. En kant mellem stuk eller loft giver højere til loftet

Det bedste trick, vi har lært af vores maler, er at forhøje stuk og loft ved at starte vægfarven et par cm ned ad væggen.

Ofte er stukken eller loftskanten i særligt ældre ejendomme med tiden blevet ujævn. Det gør det svært at lave en pæn overgang mellem det (typisk) hvide loft og farven på væggen.

Kanten mellem væg og stuk/loft giver samtidig den optiske illusion, at stuk og loftet fylder mere og kan få det til at føles, som om der er højere til loftet.

Rent praktisk skal du, når du maler loftet, fortsætte med at male et par cm ned ad væggen. Så får du nemlig mulighed for at male en flot kant. Lad loftsmalingen gå cirka 1-2 cm ned ad væggen, og lav så en skarp overgang (se næste tip) til vægmalingen.

Vi har brugt tricket i hele lejligheden. Både i stue og køkken, hvor det har fået stukken til at stå endnu mere frem, men også I soveværelset, hvor der ikke er stuk, men nu istedet er illusionen af mere loftshøjde. I badeværelset, hvor loftet er gult, har vi også brugt tricket med at lade loftsfarven fortsætte nedad væggen og det får igen loftet til at se ud af mere.

DSC03012.JPG
DSC03029.JPG

3. Knivskarpe kanter

Hvad enten du vælger at lave en kant mellem loft og væg eller ej, så er det vigtigt med knivskarpe kanter, for at få et flot resultat. 

I malerforretninger anbefaler de ofte præcisionsmalertape, som eftersigende garanterer helt skarpe kanter. Men for at være helt ærlig, så synes jeg ikke altid den anbefaling holder. 

Vil du være sikker på skarpe kanter, skal du derfor sørge for at lukke din malertape af med den farve, som du maler op imod, inden du maler tapen med den farve du vil have. 

Maler du eksempelvis dine vægge lyseblå og har et hvidt loft, så hedder processen: Malertape på, mal over med den hvide loftsmaling, lad tørre, mal over med den blå vægmaling, og fjern så snart, du har malet væggene færdig. 

Ja, lidt komplekst at forklare, så her er en visuel forklaring fra Bolius, som demonstrerer teknikken her.

DSC03015.JPG

4. Brug rigeligt med maling og mal vådt i vådt

Et andet godt tip, vi har fået af vores maler, er at bruge rigeligt med maling. Det kan lyde banalt, men ofte bruger private ikke nok maling, når de maler. Men det er altså vigtigt, at der kommer rigeligt med maling på rullen, da man ellers trækker malingen af med rullen igen, og så får man ikke en mættet flade og derfor ikke et ensartet udtryk.

Hellere for meget end for lidt på rullen.

5. Pensel kanter først og så rulle

Sidst men ikke mindst, så er det vigtigt, at du maler kanterne med pensel først. Derefter bruger du rullen på hele væggen og ind over de malede kanter. Det giver den pæneste og mest ensartede finish.

God malerlyst! Vi tager selv tilløb herhjemme til et nyt projekt.